Hvorfor de seks nordvægge?

I Alperne er der seks helt specielle nordvægge, som er særligt interessante og berømte inden for den alpine klatring. Disse legendariske ruter er nævnt i diverse nutidige blogindlæg fra klatrere rundt om i Europa, og endda i de tidligste alpine beretninger fra før 2. verdenskrig. Med andre ord, så har de seks nordvægge en helt særlig status i hjerterne på mange klatrere. Netop derfor besluttede Kenneth og Mikkel, to mere eller mindre almindelige fyre i starten af trediverne, at klatre tre ud af de seks legendariske nordvægge. Mere præcist Piz Badile, Les Dru og Cima Grande di Lavaredo.

Men hvordan forbereder man sig egentligt til sådan en tur både fysisk og mentalt? De spørgsmål har Kenneth forsøgt at besvare her:

Små delmål 

Jeg ser forberedelsen i træningscentret, på den indendørs klatrevæg og ude på løbestierne, som en lige så stor del af fornøjelsen, som selve klatringen i bjergene. Det lyder måske lidt nørdet, men det at analysere det overordnede mål og brække det ned i delmål er virkelig motiverende for mig i min daglige træning.

Fra 5+ til 6-

Den vigtigste forberedelse er dog den, jeg har lavet ude på forskellige klipper i både Sverige, Norge og på Bornholm. Her har jeg boulderet, sportsklatret og hovedsageligt klatret på eget udstyr. Den træningskombination har rykket mig fra at være en ”meget sikker” 5+ klatrer med mange sikringer på ruten, til forholdsvis hurtigt at blive en 6- grads klatrer med få sikringer og en god mavefornemmelse. Og det er bare på nogle få måneder. Jeg har nu også haft meget tid til at klatre på klipper, men min pointe er, at man med kontinuerlig træning kan rykke sig hurtigt både fysisk og mentalt. 

Tillid til fødderne 

Sportsklatringen har givet mig rigtig meget tillid til mine fødder. At arbejde med de bittersmå fodplaceringer, selv på meget udfordrende steder, gør at jeg nu stoler på mine fødder i en helt anden grad end tidligere.

Bouldering 

"Jeg ser forberedelsen i træningscentret, på den indendørs klatrevæg og ude på løbestierne, som en lige så stor del af fornøjelsen, som selve klatringen i bjergene. Det lyder måske lidt nørdet, men det at analysere det overordnede mål og brække det ned i delmål er virkelig motiverende for mig i min daglige træning."

Jeg har også været i Kjugekull (Sverige) flere gange, hvor jeg har klatret en masse nemme ruter på en længere dag. Mit mål var at klatre problemerne i første forsøg med det samme fokus, som hvis jeg klatrede på eget udstyr. Det giver rigtig god mening for mig at træne crux-klatringen. For det er jo netop cruxet på ruten, som er det sværeste sted, og der hvor man er allermest udfordret. Der er altid et eller andet sted man fedter rundt på en rute, som ligger tæt på ens maksimum.  Det at træne mange svære og udfordrende bevægelser har givet mig en god portion selvtillid. Og det er jo super vigtigt, at man har tiltro til ens krop, når man klatrer – specielt i bjergene.

Professionel hjælp fra landsholdstræner

Derudover har vi haft et længere træningsforløb med Esben Seir fra”No Gravity”.  Esbens feedback har gjort at vi kunne udvikle os hurtigere. Han har givet os en masse fif og tekniske fokuspunkter, som har rykket mig på nogle punkter. Både mentalt men også ift. fodarbejdet, hvordan man læser en rute og kropspositioneringen. Man kan selvfølgelig også få sin klatremakker til at give feedback, men med en professionel træner som Esben, har jeg følt, at vi har fået den mest præcise og mest brugbare feedback. Noget der har været meget vigtigt for at nå vores mål.

Til sidst har alt det så skulle sættes sammen på trad-ruterne, hvor der også skal tænkes på gear-placeringer. Det betyder, at man skal finde en god position til fødderne og til den ene hånd, så at man med den anden hånd kan sætte en friend eller kile ind i klippen som skiring. Det at kunne læse klippen effektivt, finde den helt rigtige sikring og placere den i klippen i første omgang sparer rigtig meget energi både fysisk og mentalt.  Det har vi trænet rigtig i Bohus, Göteborg og. Og så må vi jo bare se om det har været nok til at klatre Piz Badile, Les Dru og Cima Grande di Lavaredo. En ting er i hvert fald sikkert – Det bliver et eventyr på den ene eller den anden måde.

Og hvad med det mentale?

Den mentale del af klatringen er anderledes. Grænserne bliver presset langsomt og gradvist. Mavefornemmelsen, som er en særdeles subjektiv og en udefinerbar størrelse, bliver den nærmeste følgesvend på klippen. Det er selvfølgelig meget individuelt, hvor meget man har lyst til at presse sig hen mod ens max når man klatrer på eget udstyr.  Man må prøve sig  stille og roligt frem og arbejde inden for den risiko, man har besluttet sig for.

 - Kenneth