Hvordan placerer jeg klatregreb til børn?

Afstanden mellem klatregrebene kan variere alt efter, hvem der skal benytte væggen. Vi anbefaler, at man sætter 8-10 klatregreb pr kvadratmeter til børn fra 3-10 år, og 6-8 klatregreb pr. kvadratmeter til større børn og voksne.

Der kan være forskellige fremgangsmåder til rutebygning, og er du erfaren klatrer, så har du garanteret din helt egen. Her er to forskellige forslag til, hvordan du kan bygge en rute, når du laver en klatrevæg til børn:

1)    Sorter klatregrebene inden du går i gang med at skrue dem op på væggen. De klatregreb, der er bedst at gribe om med hænderne (jugs) placeres jævnt over væggen i en højde fra barnets skulder og op efter. Det giver barnet et godt udgangspunkt for at komme op ad væggen, når klatregrebene med de bedste gribemuligheder er jævnt fordelt. De sidste klatregreb fordeles på den resterende del af klatrevæggen, som fodtrin og som lidt mere udfordrende greb til hænderne.

2)    En anden fremgangsmåde er at bygge ruterne efter barnets bevægelser. Her er barnet en aktiv del af rutebygningen.  Man starter man med et enkelt fodtrin, lader barnet stille sig med foden på det og så sætter man to håndgreb, der hvor det vil være naturligt for barnet at gribe fat med hænderne. Nu står barnet med en fod på et greb og har fat med begge hænder på væggen. Det næste fodgreb skal placeres der, hvor den frie fod lige kan nå og lidt højere end det første fodgreb. Byg videre herfra med skiftevis greb til hænder og fødder. Har du bygget klatrevæggen af klatreplademoduler med ekstra huller til klatregreb, er rutebygningen en proces, man kan vende tilbage til igen og igen og gøre ruterne sværere og sværere efter behov.

Rate the answer?

Related Questions

Hvad skal jeg finde ud af inden jeg bygger min klatrevæg?
Hvordan laver jeg selv en klatreplade?
Hvilke klatregreb skal jeg vælge til børn?
Hvad med faldunderlag og sikkerhed ved klatrevæg til børn?
Skal jeg købe klatresko til børn?